KYOCERA søger Hardware-Supporter

6. marts 2017

Som hardware-supporter bliver du vores administrative ekspert i vores hardware og bindeledet mellem vores serviceorganisation og vores udkørende teknikere. Det er derfor vigtigt, at du er i besiddelse af et godt servicegen, en solid teknisk kunnen og faglig stolthed indenfor printerteknologi. Du vil blive involveret i udviklingen af vores serviceforretning, optimering af processerne samt sikring af den bedste kundetilfredshed.

Som hardware-supporter kommer du bl.a. til at arbejde med nedennævnte opgaver:

  • Telefonisk support på hardware (incident management) til slutbrugere, partnere og egne teknikere
  • Ansvarlig for vores claims-proces i samarbejde med teknikere og partnere (styring af RMA, LLU mv.)
  • Eskalering af udfordringer på hardware til vores hovedorganisation
  • Ansvarlig for at holde dig fuldt opdateret med vejledninger/anbefalinger på vores hardware via vores Academy
  • Sparringspartner for partnere og egne teknikere

Serviceminded hardware-supporter med gode kommunikative evner og overblik

Du er måske en udkørende tekniker, der efter nogle gode år i felten er begyndt at ønske dig fastere rammer og en fast kontorstol, men som stadig ønsker at levere en god service og dermed skabe glade kunder. Du har en stor teknisk kunnen indenfor elektronik, men er stadig så fagligt stolt, at du vil være den bedste og alvidende omkring vores produkter. Du har et højt energiniveau, et smittende humør og en positiv tilgang til opgaverne.

Desuden er du:

  • Detaljeorienteret
  • Lærenem
  • Hjemmevant i Office-pakken og har en generelt god IT-forståelse
  • Tålmodig og fokuseret
  • En positiv og kreativt tænkende teamplayer
  • En humørskaber med en never-give-up-attitude

KVALIFIKATIONER & KOMPETENCER

  • 5-10 års erfaring fra lignende stilling eller som tekniker indefor print-/kopibranchen
  • En teknisk uddannelse indenfor elektronik og/eller IT
  • Du kan begå dig på engelsk på forhandlingsniveau (tale/skrift)

Vi vil stå for at få dig oplært i vores hardware. Alt efter erfaring og kunnen, så kan det komme på tale, at du i den første periode af din ansættelse vil skulle ud og køre med en af vores teknikkere for at tilegne dig viden omkring vores udstyr hurtigst muligt.

KYOCERA SOM ARBEJDSPLADS

KYOCERA er en ekspansiv, international virksomhed med en stærk virksomhedsfilosofi, som vi værner om dagligt. Vi har en fri, uformel og humoristisk omgangstone som grundlag for en seriøs og professionel opgaveløsning. KYOCERA Danmark er kendetegnet ved at have et omsorgsfuldt arbejdsmiljø, hvor de fleste beslutninger tages lokalt.

Vi tilbyder blandt andet vores medarbejdere en konkurrencedygtig løn samt pensions- og forsikringsordning.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Frederik Wang på 88 63 00 74.

Din ansøgning og dit CV kan uploades her, allerede i dag og senest fredag d. 17. Marts 2017. Tiltrædelse er snarest mulig, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om KYOCERA

Som en førende producent af systemer til dokumenthåndtering markedsfører KYOCERA Document Solutions monokrome og farvenetværksprintere, multifunktionelle enheder (MFP'er) samt en bred vifte af softwareløsninger. KYOCERA Document Solutions Danmark A/S har hovedsæde i Glostrup, hvorfra vi sælger og supporterer KYOCERAs sortiment af dokumentløsninger i Danmark gennem et netværk af autoriserede distributører, partnere og forhandlere.

KYOCERA Corporation

KYOCERA blev grundlagt i 1959 og har hovedsæde i Kyoto og er nu en af verdens førende producenter af finkeramiske komponenter til informations- og kommunikationssystem-industrier.
Med koncernens nettoomsætning på mere end 12,3 mia. EUR for regnskabsåret, der sluttede den 31. marts 2016 og med godt 70.000 medarbejdere på verdensplan (pr. 31. marts 2016), er KYOCERA blandt de 500 mest velkonsoliderede virksomheder i hele verden (BusinessWeek). De mange datterselskaber i Europa er dedikeret til salg og markedsføring af laserprintere og kopimaskiner/multifunktionelle produkter, såvel som kontordokumentløsninger, mikroelektroniske komponenter, fin-keramiske produkter og solcelle-moduler. Alle KYOCERA-virksomheder verden over følger en unik ledelsesfilosofi, der har til formål at integrere sociale og miljømæssige ansvar i alle aspekter af virksomheden.

Læs mere om KYOCERAs filosofi



Scroll to top